Her er lidt lydguf fra de døde kennedyer:

Linda og jeg flyver til resortbyen Varadero, hvor vi skal nyde livet på det tre-stjernede hotel Playa Caleta, der ligger LIGE på den hvide bounty strand. Ikke med en vej eller andre hoteller foran, men LIGE ved stranden = fantastisk vue over havet fra hotelværelset. Byen Varadero er ikke kendt for andet end dens smukke strand og fantastisk blå, blå, blå vand. Derfor bliver vi her heller ikke hele ugen.

Jeg er særligt spændt på at opleve det pulserende liv i hovedstaden Havana, som forførte både Ernest Hemingway og Graham Greene. Vi har planlagt tre dage – med mulighed for forlængelse – i et såkaldt cubansk Casa Particular, der er et værelse i en cubansk families hus. Det er en cubansk udgave af Bed & Breakfast, som jeg glæder mig meget til at opleve, for efter sigende skulle cubanerne være imødekommende og venlige. Vi leder dog stadigvæk efter det rette Casa, som meget gerne må ligge i Havana Vieja (Gammel Havana), der er den historiske og ældste del af byen. Tænk bugtende veje og stræder, smukke huse i kolonial stil og hidsige farver.

Drømmer om subtropisk varme, blåt vand, salsa og sving i skørterne, gylden rom og læskende mojitos, latinamerikansk stemning, at opleve Cuba. Lidt cubansk stemning: Lyt til nedenstående toner fra Buena Vista Social Club og se fotos fra Cuba.

Ps. Så er min afgang fra Toronto lagt klar: Den 29. april tager jeg en Greyhoundbus til New York, hvor jeg vil new yorke den med min søde veninde Isabella i en uges tid, inden jeg flyver hjem til Peter og København. Så kære familie og venner, vi ses i midten af maj!

Vi spiste en fantastisk 3-retters menu i restauranten, der roterer 360 grader rundt, så vi i løbet af aftenen fik set byen i to rotationer. Solnedgangen var spektakulær!

Smuk solopgang fra køkkenet i Neill-Wycik. Med Thomas’ blide jazz på pladespilleren var det intet mindre end magisk.

Udsigt til Niagara Falls – The Horseshoe Falls – fra det 150 meter høje Skylon Tower.

Min mor og jeg med udsigt til Lake Niagara. Vi kørte rundt i limousine (!) i Ontarios vindistrikt, hvor vi blandt andet havde et stop i den hyggelige by Niagara-on-the-Lake og en “vingård”, hvor vi smagte det specielle ice wine.

Claire, Kirsty, Emma og Steph + James inden St. Patrick’s Day fest. Tænk grønne øl og glitter overalt.

Sikke et ride! Min mor og se så denne flotte rustvogn i bohéme-området Kensington i Toronto.

Forleden tog vi sporvognen ud østpå til The Beaches, som er en kunstig anlagt strand ved Lake Ontario. Det var en smuk solnedgang, men selve stranden kan jo ikke konkurrere med Vesterhavet eller de andre danske strande. (Okay, jeg er kommet ind i den såkaldte “patriotiske” periode, hvor Danmark virker som et lille land af mælk og honning).

Tak til Catherine Doherty for de flotte fotos.

Længe har jeg kigget ned på taget af en smuk kuppel, hvis krop munder ud i et over 100 år gammelt konservatorium – et finurligt, gammel glashus i den knapt så spændende park, Allan Gardens. Min nysgerrighed har været pirket adskillige gange, men af forskellige årsager har jeg aldrig bevæget mig indenfor i den tropiske varme. Det gjorde jeg så igår. Og wauv!

Og faktisk optræder drivhuset – og ikke mindst Neill-Wycik (dog i baggrunden) – i en ny film med Liam Neeson og Julianne Moore, der foregår i Toronto. Se nedenstående trailer!

Sidste weekends vejr var fantastisk! Høj sol, blå, blå, blå himmel og temperatur lige omkring plus 2. Meterhøj sne lå tykt overalt ved vores to træhytter, der lå ned til en frossen sø. Vi kørte i to biler i cirka 3 timer nord for Toronto til Whisperwood Cottages i nærheden af en lille by, Parry.

Kirsty, Steph, Emma, mig og Andreke

Lørdag kørte vi op til den eneste national park i Ontario, Algonquin, hvor vi trekkede 6 kilometer op ad stejle bakker og dybe kløfter i sneen. 7630 kvadratkilometer af smuk natur, og jeg er blevet temmelig hooked på hiking. Smuk natur og motion i ét.  Aaahh!

Turen på 5.6 kilometer tog os 1 time og 40 minutter, hvilket er temmelig hårdt gået. Særligt taget i betragtning af, at jeg havde 7 centimeter wedgehæle på. Fik at vide, at “dem kunne jeg altså ikke trekke i”, så det satte jeg mig for at modbevise.

Vores hyggelige lille hytte i den canadiske idyl.

Det er næsten 14 dage siden Peters besøg, men jeg vil alligevel poste lidt billeder fra vores tur til Montreal, der er den største by i provinsen Quebec – og også primært fransktalende. Byen synes at være meget mere bohéme, europæisk, chic og helt sin egen end Toronto. Alle gader er fyldt med teatre, små musikklubber, caféer a la Frankrig.

Dagen, hvor vi gik op til toppen af Parc du Mont Royal, var en af de magiske oplevelser, som hverken er stor eller bombastisk. Bare lille, og helt igennem særlig. Vi oksede op ad stejle små stier i knitrende hvid sne under en uendelig blå himmel, mens vi kneb øjnene sammen. Jeg elsker, når verden er i HD. Og parken, som er skabt af den samme landskabsarkitekt, der har designet New York’s Central Park, lignede en scene fra et eventyr.

Egern i Parc du Mont Royal er så menneskevante og tamme, at de kommer hen og spiser nødder ud ad folks hænder – ligesom i Londons Hyde Park.

Peter i sin nye canadiske vinterjakke foran Montreal’s Notre Dame-kirke i Vieux Montreal (Old Montreal). Som jovist, det er da et kønt kvarter, men som kynisk europæer er man jo vant til gamle kirker og spir på bygninger, der er 600 år ældre end dem, som Montreal kan byde på. Lad dog være med at ytre dette til canadierne!

La Fête de la Lumière (lysfesten) i Montreal begyndte desværre dagen efter, vi tog toget tilbage til Toronto. Men det er virkelig en kulturel forskel, at canadierne i den grad fejrer vinteren udenfor med diverse vinterfestivaler.

Dette er udsigten ned til Rue Sherbrooke fra vores fantastiske hotel, L’appartement Hotel, som kan anbefales på det stærkeste. Vi havde en hel lejlighed til rådighed, komplet med køkken, stue, spisestue og soveværelse.

Comedy-scenen i Montreal er efter sigende en af de bedste i Canada, så den skulle vi selvfølgelig tjekke ud. Min veninde fra Journalisthøjskolen, Louise, som er på udveksling på Concordia University i Montreal, havde inviteret os ud til Comedy Works, som er en cool comedy-bar (Tænk murstenstapet, lille intim scene, skramlede træborde, hyggelig og god atmosfære). Peter og jeg var begge to meget overraskede over de fem komikeres høje niveau – jeg havde ikke de største forventninger til et lille show, der kostede 5 dollars.

Vi var cirka en gruppe på 30 udvekslingsstuderende, der hoppede rundt på sportsbaren Mick E Fynns rundt om hjørnet i fire timer, inden hele byen eksploderede i sejrsrus. Derefter gik vi ned ad Yonge Street til Dundas Square, hvor det meste af Toronto festede. Vildt, vildt, vildt. Folk sad i lygtepælene, red på andre menneskers biler, alle politifolkene galoperede rundt på deres heste, der var sejrssange og sindssyg festivitas.

10 skønne dage sammen med Peter er forbi, og universitetets første uge efter ferien er kickstartet i gang med en stor opgave og en individuel præsentation, som jeg er stolt over at kunne kalde min første PowerPoint-præsentation. Det gik godt!
Jeg vil i de kommende dage poste nogle fotos og lidt fortællinger fra min og Peters udforskning af henholdsvis Toronto og Montreal.

wordpress video plugin

Og vi starter med vores fascinerende tur til Niagara Falls. Min roomie Katrin havde fortalt svenske Gustaf omkring denne her bus, som ville køre os til de to timer ned til verdens største vandfald – og hjem – for sølle 25 dollars (de fleste busture koster mellem 70-90 dollars, dvs. op mod 500 kroner). Sølle 25 dollars, men så skulle vi til gengæld agere som om, at vi var interesserede i det store casino, der ligger ved vandfaldet. Vi var alle sammen lidt skeptiske: hvad indebar det helt præcist? Der er jo altid et catch – og skulle vi nu købe jetoner for x antal dollars, når vi nåede frem.

Men det var en ganske smertefri proces: Fremme ved casinoet fik vi blot adgangskort, og kunner derefter vade forbi casino, ud på gaden og skridte ned mod vandfaldet. Et sælsom syn mødte os udenfor casinoet. Moteller, hoteller, casinoer, restauranter og glimtende neonlys udgør den lille ”by”, som fjollede mennesker har opslået ved siden af Niagara Falls. Det kan bedst beskrives som en lille og temmelig vattet udgave af Las Vegas.

MEN: Det kan ikke gøre oplevelsen af vandfaldet mindre! Kender du det med, at man kan blive så skuffet over at se et sted/bygning/statue i virkeligheden, fordi det ser større ud på tv? Sådan er det ikke med Niagara Falls. Alle hvinede af begejstring i vores lille gruppe, og tabte deres kæber. Alene den buldrende lyd af vandfaldet, og størrelsen, som både på afstand og tættere på er respektindgydende.

wordpress video plugin

Jeg vil bryde stilheden her på bloggen (som skyldes tre store opgaver med deadline i sidste uge, samt ét styks vidunderligt kærestebesøg) med en lille beretning fra mit besøg i den canadiske hovedstad, Ottawa.

Vi rejste fredag i tre udlejningsbiler (som Thomas fik et godt tilbud på igennem sin ven Boris, the car rental guy) – i alt 16 udvekslingsstuderende – mod en weekends spas og generel sightseeing i Ottawa, som er en hel del mindre end Toronto. Men ikke desto mindre enormt hyggelig. Eller uhyggelig? Ved ankomst til vores hostel gik den grumme sandhed op for flere af os:

Svenske Gustaf og jeg klæder os varmt på inden turen ud i de 18 minus grader. Se fængselsgangen!

Dets navn var Ottawa Jail Hostel, hvilket de fleste af os ikke havde skænket den store tanke. Men den temmelig dystre bygning havde altså tidligere huset voldtægtsforbrydere, småsvindlere og mordere, og huset er sågar prisbelønnet som ”Best Haunted Spot in Ottawa” (hvilket ikke gjorde min nattesøvn usikker, eftersom jeg gik direkte i brædderne hver nat efter en lang dag i den friske luft).

Jeg delte celle med franske Elodie, som er en rigtig sød og sjov pige. Vi kunne sagtens fnise lidt af, at det faktisk var en anelse skummelt i fængselsgangen om natten.

Igennem hele februar dyster internationale isskulptører om prisen for den bedste skulptur.

Vi planlagde vores tur til Ottawa i netop den weekend, fordi det var Vinterfestivalens åbning. Derfor var byens parker udsmykket med flere meter høje sneskulpturer, isrutsjebaner og boder med diverse madvarer og varme drikke. Særligt den ottawa’ske specialitet, Beavertail, gik rent ind hos os alle sammen. En Beavertail er lidt forsimplet beskrevet: en flad doughnut med forskellig fyld (alt fra kanelsukker, maple syrup butter til chokolade og is.)

Kristy, Catherine, jeg, Stephanie og Elodie med hænderne – og mundene – fulde af Beavertail!

Weekendens højdepunkt var ikke parlamentet – som dog også var en spændende oplevelse, og en nødvendighed, synes jeg – men derimod de to timer, jeg og de andre tilbragte på verdens længste skøjtebane; den 8 kilometer lange frosne kanal, der snor sig igennem byen. Jeg har ikke skøjtet i de sidste 14 år, men efter en enkelt tur på halen og nogle forsigtige meter ned ad isen, gik det faktisk ganske stærkt henover kanalen. Det var simpelthen magisk. Høj sol, blå himmel, fysisk aktivitet, buldrende latter.

Tjek lige skøjteprinsessen ud! Det ser måske ikke elegant ud, men stærkt går det altså.

Ps. Peter er på besøg lige nu, og derfor er det småt med blogindlæg. Men der skal nok komme lidt mere om blandt andet vores tur til Niagara Falls, middag i CN Tower i hele 351 meter over jorden og rejse til Montreal.